Dersom vi som et folk ville bede, således som Daniel bad, og stride, således som han stred , på samme tid som vi ydmyger vore sjæle, skulde vi få ligeså tydelige svar på bøn, som Daniel. Fik. Læg mærke til, hvorledes Daniel trænger sin sag ind for den højeste ret: "Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelserne, som er komne over os og staden, over hvilken dit navn kaldes; thi vi nedlægger vore ydmyge begæringer for dit ansigt, ikke for vore retfærdige gerningers skyld, men for din store barmhjertigheds skyld. Herre hør! Herre forlad! Herre, giv agt og gør det! Tø ikke for din skyld, min Gud! Thi dit navn kaldes over din stad og over dit folk. Og da jeg endnu talede og bad og bekendte min synd og mit folk Israels synd, . . . da kom den mand Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved aftens madoffers tid." |