Fre Oljebjergets top skuer Jesus ned over JErusalem. En skjøn og fredelig scene ligger udbredt for ham. Det er paaskefestens tid, og Jakobs børn har samlet sig her fra alle lande for at sejre denne store nationale højtid. Jsraels hovedstads terasseformige høje, pragtfulde paladser og massive mure hæver sig midt iblandt haver og vingaarde og grønne skraaninger, tæt besatte med pilgrimstelste. Zions datter synes i sin solthed at sige: "Jeg sidder som dronning og er ikke enke, og sorg skal jeg ingenlunde se", endnu ligesaa elskværdig og i sine egne tanker ligesaa vis paa himlens gunst, som da den kongelige sanger i de henrundne tider sang: "Zions bjerg hæver sig smukt, er det hele lands glæde, yderst mod nord, den store konges stad." (Sal. 48:3) Templets pragtfulde bygninger fremtræder klart for øjet. Den nedgaaende sols straaler oplyser de snehvide marmormure og skinner fra den gyldne port og det gyldne taarn med sin høje tinde. Det staar fuldkomment i skjønhed som en gjenstand for den jødiske nations storhed. Hvilken Jsraels Søn kunne betragte denne scene uden at gjennemstrømmes af glæde og beundring! Men langt andre tanker opfylder Jesu sind. "Der han kom nær til og saa staden, græd han over den." (Luk 19:41) Midt under den almindelige fryd, idet den jublende skare drager frem ad vejen, medens palmegrene svinges, medens glade hosanna-raab giver gjenlyd fra øjene, og tusende stemmer erklærer ham for konge, overvældes verdens forløser af en pludselig hemmelighedsfuld sorg. Han, Guds søn, den lovede Messias, hvis magt havde overvundet døden og kaldt dens fanger frem af graven, fælder taarer, ikke af almindelig sorg, men som af en hæftig, uimodstaaelig sjæleangst!