På det tidspunkt besøgte min Søn William Heraldsburg, og hans ord var fulde af mod og tro. Han bad mig se tilbage, da jeg under de mest afskrækkende forhold, havde handlet i tro, efter det bedste lys jeg fik, og Herren havde styrket og støttet. Det gjorde jeg så; og besluttede at handle efter Generalkonfernsens vurdering, og startede rejsen og stolede på Gud. Der blev sagt farvel til vennerne i Heraldsburg, vendte jeg tilbage med min søn til Oakland. Her blev jeg indbudt til at tale i kirken sabbatsformiddag. Jeg tovede; men disse ord kom kraftfuldt til mig: ”Min nåde er dig nok,” og jeg indvilgede. Så følte jeg at jeg måtte søge Gud alvorligt, jeg vidste at han kunne overgive det på en måde som jeg ikke kunne se. Med denne tillid, var min frygt borte, men ikke min svaghed. Jeg rejste til kirken og indtog talerstolen, troede at Herren ville hjælpe mig. Da jeg talte, følge jeg at de evige arme var omkring mig, gav mig fysisk styrke og mental klarhed til at sige ord med kraft. Guds kærlighed og velsignelse fyldte mit hjerte, og fra den time af begyndte jeg at samle styrke og mod. Den næste mandag tøvede jeg ikke med at stige på toget på vej til Michigan.