Forfølgelsen af det første budskab i Sverige oprørte megen modstand, og deres erfaring som tog del i den bevægelse er yderst interessant. Budskabet kom til dette land fra England. Det begyndte sin proklamationer i Örebros provins i år 1843, af flere lægfolk, kaldet ”råbere.” Det forkyndte med stor alvor at Guds domstime var kommet, og der blev vækket en udbredt interesse blandt folk. I efteråret samme år, blev to unge mænd bevæget til at give advarslen. Folk blev forsamlet i store skarer for at lytte til deres forkyndelse, og møderne fortsatte både dag og nat, nogle gange i private huse, og nogle gange i skovene. Mange blev vækket op af deres ubekymrede sikkerhed, og ledes til at bekende deres synder og søge barmhjertighed og tilgivelse i Jesu navn. Men jo større interesse, des større modstand og forfølgelse. Der var nogle som erklærede prædikanterne for vanvittige, eller arbejder under nogle besynderlige sygdomme. Præsten fra statskirken gjorde flere forsøg på at stoppe forkyndelsen, og få folk til at sove igen; men uden at det lykkes. Til sidst blev politiet beordret til at arrestere dem, og de søgte efter dem i skovene i seks uger, men forgæves. |