Fra bjergskråningen så han skaren, som bevægede sig frem, og han fik inderlig medlidenhed med dem. Skønt forstyrret og berøvet sin hvile var han ikke utålmodig. Han så et meget større behov, som krævede hans opmærksomhed, da han betragtede menneskene, som blev ved med at komme. „Han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde.“ Han forlod sit tilflugtssted og fandt et passende sted, hvorfra han kunne hjælpe dem. Fra præsterne og rådsherrerne fik de ingen hjælp, men livets helbredende vand strømmede fra Kristus, mens han lærte folket om vejen til frelse.