Ved forklarelsens bjerg
Ved bjergets fod havde en stor flok samlet sig, ført derhen af de disciple, der var blevet tilbage, men som vidste, hvor Jesus var gået hen. Da Frelseren nærmede sig, pålagde han sine tre ledsagere at tie med det, de havde været vidne til, idet han sagde: „Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.“ Denne åbenbaring, som disciplene havde oplevet, skulle de overveje i deres egne hjerter og ikke fortælle derom vidt og bredt. At fortælle om den til skarerne ville kun vække latter eller unødig forundring. Og selv de ni apostle ville ikke forstå denne begivenhed før efter Kristi opstandelse. Hvor langsomt opfattende selv de tre udvalgte disciple var, ser man af den kendsgerning, at de til trods for alt, hvad Kristus havde fortalt om, hvad der skulle ske ham, alligevel drøftede indbyrdes, hvad det ville sige at opstå fra de døde. Dog bad de ikke Jesus om nogen forklaring. Hans ord med hensyn til fremtiden havde fyldt dem med sorg. De søgte ikke nogen yderligere åbenbaring af det, som de helst ville tro aldrig skulle ske.