Da Jesus sagde dette, stod han i den tempelgård, som var specielt forbundet med tjenesterne, der hørte til løvhyttefesten. Midt i denne gård stod to meget høje master til understøtning af nogle mægtige lamper. Efter aftenofferet blev alle lamper tændt og spredte deres lys over Jerusalem. Denne ceremoni var til minde om ildstøtten, der viste Israel vej i ørkenen, og den ansås også for at pege frem til Messias’ komme. Når lamperne var tændt om aftenen, var gården skueplads for store glædesscener. Gråhårede mænd, templets præster og folkets rådsherrer tog del i festdansene til lyden af musikinstrumenter og levitternes sange. |