Folkets interesse for Kristus og hans gerning var steget støt. De var betaget af hans lære, men i høj grad også rådvilde. De havde respekteret præsterne og de skriftkloge for deres klogskab og tilsyneladende fromhed. I alle religiøse anliggender havde de udvist ubetinget lydighed over for deres autoritet. Men nu så de, at disse mænd ville prøve at miskreditere Jesus, en lærer, hvis godhed og visdom trådte endnu tydeligere frem efter hvert nyt angreb. De betragtede præsternes og de ældstes bøjede hoveder og læste skuffelse og forvirring i deres ansigtsudtryk. Det undrede dem, at rådsherrerne ikke ville tro på Jesus, når hans lære var så klar og enkel. Selv vidste de ikke, til hvilken side de skulle gå. Med spændt opmærksomhed iagttog de, hvad de mennesker foretog sig, hvis råd de altid havde fulgt.