Kristus stod ved skillelinjen mellem to systemer og deres to store højtider. Han, Guds lydefri Lam, skulle snart fremstille sig som et skyldoffer, og på denne måde danne afslutningen på systemet med forbilleder og ceremonier, der gennem fire tusinde år havde peget hen imod hans død. Mens han spiste påskemåltidet med sine disciple, indstiftede han i stedet den tjeneste, der skulle være til minde om hans store offer. Jødernes nationale højtid skulle falde bort for altid. Den tjeneste, som Kristus indstiftede, skulle overholdes af hans efterfølgere i alle lande og til alle tider.