Jødisk påskefejring Der var tre årlige fester, påsken, pinsen og løvhyttefesten, hvor alle mænd i Israel havde befaling om at fremstille sig for Herren i Jerusalem. Af disse højtider var påsken den, der blev overværet af de fleste. Der kom mange til stede fra alle de lande, hvor diasporajøderne boede. Fra alle dele af Palæstina kom deltagerne i store skarer. Rejsen fra Galilæa varede flere dage, og de rejsende samledes i store flokke både for selskabets og sikkerhedens skyld. Kvinderne og de gamle mænd red på okser eller æsler ad de stejle, klippefyldte veje. De stærke mænd og de unge drog af sted til fods. Tidspunktet for påskehøjtiden svarede til slutningen af marts eller begyndelsen af april, hele landet var et blomsterflor, og fuglenes sang frydede alle. Langs hele vejen fandtes der steder, som rummede erindringer om Israels historie, og fædrene og mødrene fortalte atter deres børn om, hvor store ting Gud havde gjort for sit folk i de svundne tider. De fordrev tiden undervejs med sang og musik, og alle stemte i med denne sejrssang: „Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem … gid freden må råde over din ringmur, og tryghed i dine borge!“ |