På Oliebjerget Til stedet for sin himmelfart valgte Jesus den plet, der så ofte var blevet helliget ved hans tilstedeværelse, mens han opholdt sig blandt mennesker. Ikke Zions bjerg, stedet hvor Davids by lå, ikke Morija bjerg, hvor templet lå, skulle nyde denne ære. Dér var Kristus blevet hånet og forkastet. Dér var nådens strømme, skønt de hele tiden vendte tilbage som en stærkere bølge af kærlighed, blevet kastet tilbage af hjerter, der var hårde som sten. Derfra var Kristus, træt og tung om hjertet, gået ud for at finde hvile på Oliebjerget. Da den hellige Shekinah forlod det første tempel, havde den stået på det østlige bjerg, som om den nødig ville svigte den udvalgte by. Sådan stod Kristus på Oliebjerget og så længselsfuldt ud over Jerusalem. Bjergets småskove og kløfter var blevet helliget ved hans bønner og tårer. De stejle skrænter havde genlydt af menneskemængdens triumferende råb, da den udråbte ham til konge. Ved dets skråninger havde han fundet et hjem hos Lazarus i Betania. I Getsemane have ved bjergets fod havde han helt alene bedt og lidt sjælekval. Fra dette bjerg ville han stige op til Himmelen. På dets tinde vil hans fødder hvile, når han kommer igen. Ikke som en smerternes mand, men som en glorværdig og sejrende konge vil han stå på Oliebjerget, mens hebraiske halleluja’er blander sig med hedningernes hosianna, og de genløstes stemmer skal som en vældig hærskare juble: Kron Ham, som er Herre over alle! |