I gamle dage var det skik at folk skjuler deres skatte i jorden. Der var ofte tyve og røvere. Hvor der end var en chance for en huserende magt, var de, der havde mange besiddelser, ofte underlagt tunge skatte. Derudover var landet hele tiden i fare for at blive invaderet af plyndringstogter. Således bestræbte de velhavende sig for at beholde deres velstand ved at skjulte den, og jorden blev anset for at være et sikkert skjulested. Men ofte glemte man skjulestedet; døden gjorde krav på ejermanden, fængsling eller eksil kunne skille ham fra sin skat, og de skatte havde gjort så meget for at bevare, blev overladt til den heldige findemand. På Kristi tid var det ikke ualmindeligt at opdage gamle mønter, guld- og sølvsmykker i det forsømte land.