I henved tredive gik verdens forløser op og ned ad de stejle stier og høje fra den store slette til dalen mellem bjergene. Han glædede sig ved at betragte naturen, blomsterne, som prydede marken, de majestætiske træer og høje bjerge, de sønderrevne klipper og evige høje - alt i naturen tiltalte hans hjerte. Med ærbødig glæde betragtede han det herlige skue, som viste sig når morgensolen fremstrålede, når aftenrøden dækkede himlen, og når natten med højtidelig ro hvilede over jorden. Han lyttede med glæde til de lykkelige fugle, som sang skaberens pris, og han forenede ofte sin stemme med deres, idet han sang og takkede Gud. Han samlede kundskab af sin himmelske faderes gerning i naturen.