Katolikkerne så med skræk, til hvilken højde følelserne imod dem var steget. Skønt de til at begynde med jublede over Luthers formodede død, ønskede de snart at kunne skjule sig for folkets harme. Hans fjender havde ikke været nær så bekymrede over hans dristigste handlinger, mens han var iblandt dem, som de nu var over hans forsvinden. De, der i deres raseri havde søgt at tilintetgøre den modige reformator, var fulde af frygt nu, hvor han var blevet en hjælpeløs fange. "Den eneste måde, hvorpå vi nu kan redde os," sagde en af dem, "er med tændte fakler at lede efter Luther i hele verden for så at give ham tilbage til det folk, som råber på ham." Kejseren syntes at være magtesløs, og de pavelige udsendinge var harmfulde da de så, at Luthers skæbne vakte så stor opmærksomhed.