Og når disse mennesker, som bekendte sig til at være Kristi efterfølgere, på en sådan tid faldt fra, så ville det havde været mere, end de tolv kunne have udholdt tilligemed den store sorg, som kom over dem ved tilintetgørelsen af deres kæreste håb. Deres eksempel, som vendte sig bort fra ham, kunne let i forfærdelsens time rive alle øvrige med. Men Jesus sørgede for, at der blev en adskillelse, medens han endnu var iblandt dem, så at han kunne trøste og styrke sine udvalgte og berede dem for det, som skulle komme over dem. Da den støjende skare forhånede ham, som var dømt til korsets død, blev disciplene ikke overvældet af forbavselse, fordi man forhånede deres Mester; thi de havde set, hvor uforstandige de mennesker var, som engang havde forfulgt ham. Da de, som havde bekendt sig til at elske Mesteren, vendte sig bort fra ham i farens tid, kom disciplene i hu, at de havde båret sig sådan ad før, da der var mindre grund til det. De havde prøvet verdens ustadige gunst og byggede ikke deres tro på andres meninger. Jesus beredte visselig sine få trofaste venners hjerte for den store prøve, som forestod dem ved hans forrådelse og død.