åledes udgød Paulus sin sjælsbyrde på den mest udtryksfulde måde, med sine hænder udragt mod templet fyldt med afguder, og udstillede vildfarelserne i athenernes religion på en dygtig måde. De klogeste blandt hans tilhørere blev forbavsede da de lyttede til hans begrundelser. Hans ord kunne ikke bestrides. Han viste at han var fortrolig med deres kunstværker, deres litteratur og deres religion. Idet han pegede på deres statuer og afguder, erklærede han for dem at Gud ikke kunne lignes efter mennesker tegninger. Kunstværkerne kunne ikke, efter den svageste fornemmelse, fremstille den uendelige Guds herlighed. Han mindede dem om at deres billeder ikke havde livsånde. De blev styret af menneskelig kraft; de kunne kun bevæges efter hvad menneskers hænder bevægede dem til; og dem som tilbad dem, stod på alle måder højere end det som de tilbad. Idet han pegede på menneskenes pæne størrelser, erklærede han: "Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde."