I 1850 udkom bladet i Paris, Maine. Her blev det udvidet og navnet forandret til The Advent Review and Sabbath Herald, det samme navn, som det endnu bærer, Sagens venner var kun få, og de jleste af dem far fattige, og vi mødte mange vanskeligheder, der ville betage os modet. Det anstrengende arbejde, sorg og ængstelse, mangel på sund og nærende føde og kulden på de lange rejser om vinteren var mere, end min mand kunne udholde. Han blev så svag, at han neppe kunne gå til trykkeriet. Vor tro blev prøvet til det yderste. Vi havde været villige til at fornægte os selv, til at arbejde og lide ondt, og dog syntes vore bevæggrunde at blive missforståede, og man betrægtede os med mistillid og skinsyge. Kun få af dem, til bedste for hvem vi havde lidt, syntes at sætte pris på vore bestræbelser. Vi blev så urolige tilsinds, at vi hverken kunne sove ellr hvile. De timer, vi burde have anvendt til hvile og søvn, blev ofte tilbragte med at besvare lange breve, der var grundede på misundelse. Vi tilbragte mange af nattens timer i bøn og tårer. Endelig sagde min mand til mig: "Ellen, det er til ingen nytte, at vi anstrenger os længre på denne måde. Disse ting hviler så tungt på mig, at de snart vil føre mig i graven. Jeg kan ikke gå videre. Jeg har nu skrevet et stykke for bladet, hvori jeg tilkendegiver, at jeg ikke vil udgive det længre." Jeg faldt i afmagt, da han gik for at bringe det til trykkeriet. Han kom tilbage og bad for for mig; hans bøn blev hørt, og jeg fik min bevidsthed igen.