Lad os et øjeblik betragte dette punkt. Alle disse gaver blev skænket til de helliges fuldkomne beredelse i enhed, kundskab og ånd. Under indbydelsen af disse gaver kunne apostelmenigheden i nogen tid nyde en enhed, der udtrykkes med disse ord: "De troendes mængde havde et hjerte og en sjæl." Og det synes at være en naturlig følge af denne enighed. Når der står, at med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om den Herres Jesu opstandelse, og der var stor nåde over dem alle". Apg. 4,31-34. Hvor attråværdigt ville ikke et sådant forhold være nu! Men frafaldet med dets splittende og ødelæggende virkninger fordærvede det skønne hos denne menighed og klædte den i sæk. Følgen blev splid og forvirring. Aldrig har der været så stor trosforskel inden for kristenheden som i vor tid. Var åndens gaver nødvendige for at bevare troens enhed i apostelmenigheden, hvor meget mere nødvendige er de da ikke for at genoprette troens enighed nu! Profetierne viser til overflod, at det er Guds hensigt at genoprette enheden i menigheden i de sidste dage. Vægterne vil se, når Herren vender tilbage til Zion. Vi læser også, at ved endens tid vil de forstandige forstå. Når dette sker, vil troens enhed være at finde hos alle, som Gud kalder forstandige; for de, der virkelig har en rigtig forståelse af sagen, må nødvendigvis have den samme forståelse. Intet andet kan hidføre denne enhed. De åndelige gaver, blev givet med dette bestemte mål for øje!