Efter denne erfaring modtog Moses det kald fra Himlen, at han skulle ombytte sin hyrdestav med et septer, at han skulle forlade sin fårehjord for at overtage stillingen som anfører for Israel. Da den guddommelige befaling kom til ham, havde han kun ringe tillid til sig selv, havde svært ved at tale og var frygtsom. Han var overvældet af følelsen af sin egen uduelighed som den, gennem hvem Gud skulle tale; men han modtog kaldet, idet han satte hele sin tillid til herren. Storheden af hans mission medførte, at alle hans bedste åndsevner fattes i virksomhed. Gud velsignede hans villige lydighed, og han blev veltalende, håbefuld, selvbehersket, skikket til udførelsen af den største opgave, som nogensinde blev givet mennesker. Om ham er der skrevet: "Der opstod ikke en Profet ydmygere i Israel som Moses, hvem Herren kendte ansigt til ansigt." (5Mos 34,10)