Straks efter dette stød styrtede alle klostre og kirker omkuld samt næsten alle de store og offentlige bygninger og mere end fjerdelen af husene. Omtrent to timer senere brød ilden ud i forskjellige kvarterer og rasede med saadan voldsomhed i tre dage, at byen blev lagt fuldstændig øde. Jordskjælvet indtraf paa en helligdag, da kirkerne og klostrene var fulde af mennesker og meget faa undkom. Folkets forfærdelse var ubeskrivelig. Jngen græd; taarer kunde ikke længere flyde. De løb hid og did vanvittige af rædsel og forbauselse og sloge sig i ansigtet og for brystet, idet de raabte: Miseri-Corda! verdens ende er kommen! Mødre glemte sine børn og løb omkring belæssede med krusifikser. Uheldigvis løb mange til kirkerne for at finde beskyttelse men sakramentet blev uddelt forgjæves. Det hjalp ikke, at de arme skabninger omfavnede alteret. Billeder, præster og folk blev alle begravede tilhobe i ruinerne. Man antog at 90,000 personer omkom hin skjæbnesvangre dag.