Hvilken forandring der foregik i disciplens hjerter, da de endnu en gang betragtede sin elskede mester aasyn! (Luk. 24:27.) De havde nu "fundet ham, om hvem Moses i loven og profeterne havde skrevet", i en mere fuldkommen betydning end før. Uvished, smerte og fortvivlelse gav plads for fuldkommen vished og en stærk tro. Jntet under, at de efter hans himmelsfart "var stedse i templet og lovede og prisede Gud". Folk, som blot kjendte til Frelserens nuværende død, ventede, at de vilde se bedrøvede, forvirrede og nedslagne ud, men de saa intet andet end triumf. Hvilken beredelse disse disciple havde erholdt for den gjerning, de skulde udføre! De havde gjennemgaaet den haardeste prøve, som det var mulig for dem at gjennemgaa, og havde set, hvorledes Guds ord blev sejrrigt opfyldt, da alting var tabt efter menneskelige begreber. Hvad kunde vel nedslaa deres tro eller afkjøle deres kjærligheds iver efter denne tid? J den dybeste sorg havde de "stærk trøstegrund", et haab, hvilket var "sjælens trygge og faste anker". (Heb. 6:18,19) De havde været vidner til Guds visdom og magt, og de var visse paa, at "hverken død, ej heller liv, ej heller engle, ej heller fyrstendømmer, ej heller magter, ej heller det nærværende, ej heller det tilkommende, ej heller det høje, ej heller det dybe, ej heller nogen anden skabning", kunde skille dem "fra Guds kjærlighed i Kristus Jesus vor herre". "J alt dette", sagde de, "mere end fejre vi end ham, som os elskede". (Rom. 8:38, 39,37.) "Herrens ord bliver evindelig." (1 Pet. 1:25.) Og "hvo er den, som fordømmer? Kristus er den som er død, ja meget mere, som og er oprejst, som og er ved Guds højre haand, som og træder frem for os." (Rom. 8:34)