De mennesker, som ordene er henvendt til, stod i fare for at lide skibbrud på troen. De havde adlydt Gud og fulgt hans Ånd og hans ord, men de kunne ikke forstå Guds hensigt med at skuffe dem eller skjule den vej, der lå foran dem, og de fristedes til at tvivle om, det virkelig var Gud, der havde ledet dem. På netop den tid tager følgende ord sigte; "Min retfærdige skal leve af tro." Midnatsråbets klare lys havde skinnet på deres vej, således at de kunne tyde profetierne og de tegn, som forkyndte, at genkomsten var nær, og de havde så at sige vandret i beskuelse. Men nu var de nedbøjede af skuffelse, og de kunne kun holde sig oppe ved tro på Gud og hans ord. Den spotske verden sagde: "I er blevet bedraget. Fornægt jeres tro og indrøm, at adventbevægelsen var Satans værk." Men Guds ord sagde: "Hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham." Hvis de nu fornægtede deres tro og Helligåndens magt, som havde ledsaget budskabet, ville de slå ind på fortabelsens vej. De fik styrke af Paulus' ord; "Kast da ikke jeres frimodighed bort. I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje. Snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke." Det eneste, de trygt kunne gøre, var at værne om det lys, Gud allerede havde givet dem, holde fast ved hans løfter, fortsætte med at granske den hellige skift og tålmodigt vente på, at der skulle blive skænket dem mere lys.