De kristne fra kirkens første dage var i sandhed et særegent folk. Deres ulastelige vandel og deres urokkelige tro virkede som en stadig irettesættelse, der forstyrrede synderens fred. Skønt de var få i tal og hverken havde penge, rang eller høje titler, var de en skræk for de gudløse, hvor deres karakter og tro blev kendt. Derfor hadede de gudløse dem, ligesom den gudløse Kain hadede Abel. De mennesker, der søgte at frigøre sig for Helligåndens hæmmende bånd, dræbte Guds folk af samme grund, som Kain dræbte Abel. Det var også af denne årsag, at jøderne forkastede og korsfæstede Frelseren. De betragtede hans rene og hellige karakter som en stadig irettesættelse på grund af deres egenkærlighed og fordærvelse. Lige fra Kristi tid til i dag, har Kristi trofaste disciple været hadet af de mennesker, der elsker synden og går på dens veje. Hvorledes kan evangeliet så kaldes et fredsbudskab?