Men Frelseren fik øje på et menneske, som var i en håbløs forfatning. Denne mand havde været krøbling i 38 år. Hans sygdom skyldtes til en vis grad hans dårlige vaner, og folk anså den for at være en straf fra Gud. Han havde fristet en kummerlig tilværelse i mange år. Han havde ingen venner og følte, at han var afskåret fra Guds nåde. Når der var udsigt til, at vandet ville blive oprørt, bar nogle mennesker ham hen i buegangen e af medlidenhed. Men der var ingen, som hjalp ham ned i vandet i det belejlige øjeblik. Han så somme tider en krusning på vandet, men han nåede aldrig længere end til bredden af dammen. De stærkeste sprang i vandet først. Den stakkels mand kunne ikke tage kampen op med alle de selviske mennesker, som masede på. Hans ihærdige forsøg på at nå sit mål og hans hyppige skuffelser tærede på kræfterne.