Der var ikke sagt nogen lovlig dom over Stefanus; men de romerske myndigheder var blevet bestukket af store pengesummer til ikke at undersøge sagen. Saulus lod til at være gennemsyret af en vanvittig iver ved Stefanus prøvelse og død. Han lod til at være vred over sin egen skjulte overbevisning om at Stefanus var æret af Gud, i den periode hvor han blev vanæret af mennesker. Han fortsatte med at forfølge Guds menighed, fange dem, pågribe dem i deres huse, overbringe dem til præsterne og øversterne til fængsel og død. Hans iver for at gennemføre forfølgelserne var en rædsel for de kristne i Jerusalem. De romerske myndigheder gjordet ikke noget særligt for at standse det grusomme værk, og hjalp jøderne i det skjulte, for at forsone sig med dem, og sikre sig deres gunst.