Lad os nu ræsonnere et øjeblik på dette punkt. Alle disse gaver blev givet til at udvikle de hellige til enhed, kundskab og ånd. Under deres indflydelse nød den første menighed denne enhed for en tid. "Hele forsamlingen af den, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl." Og det lod til at være en naturlig konsekvens af denne enhedstilstand, så "med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket." Apg. 4,31-33. Hvor ønskværdig er en sådan tilstand af tingene nu! Men frafaldet med sin splittende og fordærvende indflydelse ødelage den smukke kirkes skønhed, og iklædte den med sække. Deling uorden blev resultatet. Aldrig har der være så megen forskellighed i kristendommens tro som der er i vore dage. Hvis gaverne var nødvendige for enhed i den første kirke, hvor meget mere nødvendigt er det så ikke at genoprette enheden ny! Og er det Guds hensigt at genoprette enhed i kirken i de sidste dage, er det overordentlig tydeligt ud fra profetierne. Vi er forsikret om at vagtfolk skal se øje til øje, når Herren skal genoprette Zion. Også ved tidens ende skal de vise forstå. Når det er fuldbyrdet, skal der være trosenhed hos alle, som Gud regner for kloge; for dem som virkelig forstår det rigtigt, må nødvendigvis forstå det sådan. Hvad skal påvirke denne enhed, men de gaver som blev givet i neop denne hensigt?