Farlig at så tvivl Enhver, der værdsætter sine evige interesser, bør vogte tvivlens indfaldsveje. Selve sandhedens støttepiller vil blive bestormet. Det er umuligt at holde sig uden for rækkevidde af den moderne vantros spot og spidsfindighed og dens lumske og giftige lære. Satan afpasser sine fristelser efter alle befolkningsgrupper. Han angriber de uoplyste med en vittighed eller en spotsk bemærkning og de oplyste med videnskabelige indvendinger eller filosofiske ræsonnementer, som er beregnet på at vække mistillid til eller foragt for den hellige skrift. Selv uerfarne unge drister sig til at drage kristendommens fundamentale principper i tvivl. Og disse unges vantro, som ganske vist er overfladisk, udøver sin indflydelse. Mange bedrages derved til at gøre nar af deres fædres tro og foragte nådens Ånd. Hebr. 10, 29. Mangt et liv, som gav løfte om at blive til Guds ære og til velsignelse for menneskeheden, er blevet besmittet af vantroens fordærvede atmosfære. Alle, som stoler på menneskeforstandens pralende afgørelser og indbilder sig, at de kan forklare guddommelige mysterier og nå frem til sandheden uden Guds visdoms hjælp, fanges i Satans snarer. |