Bibelen som kampvåben
Da Kristus sagde til fristeren: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund,“ gentog han de ord, som han mere end fjorten hundrede år forinden havde talt til Israel: „Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen. … Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.“ Da alle midler til at opretholde livet svigtede i ørkenen, sendte Gud sit folk manna fra Himmelen, og den blev givet i rigeligt og bestandigt mål. Denne omsorg skulle lære dem, at så længe de stolede på Gud og vandrede ad hans veje, ville han ikke svigte dem. Nu gjorde Frelseren brug af den lære, han havde givet Israel. Gennem Guds ord havde den hebraiske hærskare fået bistand, og ved det samme ord ville den også blive skænket Jesus. Han afventede Guds time for udfrielse. Han var i ørkenen i lydighed mod Gud, og han ville ikke skaffe sig føde ved at følge Satans forslag. Med hele universet som vidner, bekræftede han, at det er mindre katastrofalt at lide, hvad det end måtte være, end på nogen måde at fravige Guds vilje.