I de love, der blev givet Israel, er der et smukt billede på Kristi forhold til sit folk. Hvis en hebræer på grund af fattigdom havde været nødt til at skille sig af med sin fædrenearv og sælge sig selv som træl, så påhvilede pligten til at tilbagekøbe ham og hans arv det menneske, som var nærmest beslægtet med ham. Se 3 Mos 25,25.47-49; Ruth 2,20. På samme måde påhvilede opgaven med at løskøbe os og vor arv, der ved synden var gået tabt, ham, som er „i slægt med os.“ Det var for at frelse os, at han blev vor nærmeste slægtning. Herren og Frelseren står nærmere end både far og mor, bror, ven eller den, som elsker os. „Frygt ikke,“ siger han, „for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.“ „For du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. Jeg betaler for dig med mennesker, med folkeslag for dit liv.“