„Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.“ Med disse ord fordømmer Kristus igen misbruget af de hellige forpligtelser. Han tilsidesætter ikke selve forpligtelsen. Tiendesystemet var indstiftet af Gud, og det var blevet overholdt fra de tidligste tider. Abraham, de troendes fader, betalte tiende af alt, hvad han ejede. De jødiske rådsherrer anerkendte forpligtelsen til at give tiende, men de overlod det ikke til folket at udføre forpligtelsen efter deres egen overbevisning. Der var fastlagt vilkårlige regler for hvert enkelt tilfælde. Kravene var efterhånden blevet så komplicerede, at de var umulige at opfylde. Ingen vidste, hvornår deres forpligtelser var opfyldt. Da Gud gav det, var systemet retfærdigt og rimeligt; men præsterne og rabbinerne havde gjort det til en trættende byrde.