Kristus ville have sine disciple til at forstå, at skønt han havde vasket deres fødder, gik det på ingen måde ud over hans værdighed. „I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg.“ Og fordi han var så uendeligt højt hævet over dem, blev tjenesten ved ham fuld af nåde og umådeligt betydningsfuld. Ingen var så ophøjet som Kristus, og alligevel nedlod han sig til at udføre den ringeste tjeneste. For at hans folk ikke skulle lade sig vildlede af deres medfødte egenkærlighed, som styrkes ved kun at tænke på sig selv, gav Kristus personligt et eksempel på ydmyghed. Han ville ikke overlade dette vigtige emne til mennesker. Han betragtede det som så betydningsfuldt, at han, der var lig med Gud, selv agerede tjener over for sine disciple. Han, for hvem hvert knæ skal bøje sig, og som det for Himmelens engle er en ære at tjene, bøjede sig ned for at vaske fødderne på dem, som kaldte ham Herre, alt imens de kappedes om at få de højeste pladser. Han vaskede sin forræders fødder.