Da Nikodemus så Jesus blive løftet op på korset, mindedes han hans ord, der var blevet sagt om natten på Oliebjerget: „Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.“ Da Kristus på sabbatten lå i graven, havde Nikodemus lejlighed til at tænke efter. Nu var hans sind oplyst af et klarere lys, og de ord, som Jesus havde sagt til ham, var ikke mere uforståelige. Han følte, at han var gået glip af meget ved ikke at slutte sig til Frelseren, mens han levede. Nu erindrede han begivenhederne på Golgata. Kristi bøn for sine mordere og hans svar på den døende røvers bøn talte til den lærde rådsherres hjerte. Atter så han Frelseren i hans dødskval, atter hørte han det sidste råb: „Det er fuldbragt,“ der lød som et sejrsråb. Atter så han jorden vakle, himmelen formørkes; han så det sønderrevne forhæng, de revnede klipper, og hans tro blev for evigt grundfæstet. Den samme begivenhed, der tilintetgjorde disciplenes håb, overbeviste Josef og Nikodemus om Jesu guddommelighed. Deres frygt blev overvundet af modet fra en fast og urokkelig tro.