Han opmuntrede alle
Han lærte alle at betragte sig selv som indehavere af dyrebare talenter, som, hvis de blev anvendt på rette måde, ville kunne sikre dem evig rigdom. Han fjernede al forfængelighed fra livet, og gennem sit eget eksempel lærte han dem, at hvert eneste øjeblik rummer muligheder, som kan få følger helt ind i evigheden; at tiden skal vogtes som en skat og anvendes til hellige formål. Han forbigik ikke noget menneske som værdiløst, men prøvede at anvende den frelsende lægedom til hvert eneste menneske. I hvilken slags selskab han end befandt sig, forkyndte han en lære, der harmonerede med tidspunktet og omgivelserne. Han søgte at indgyde de mest rå og mindst lovende nyt håb ved at fortælle dem, at de kunne få tilgivelse for deres synder og blive Guds børn. Ofte traf han mennesker, der var kommet under Satans herredømme, og som ikke havde kraft til at bryde ud af hans garn. Til et sådant menneske, der havde tabt modet og var sygt, fristet og fortabt, kunne Jesus tale inderlige medlidende ord, netop de ord, der var behov for og som kunne forstås. Han mødte andre, der var i nærkamp med menneskets fjende. Disse mennesker opmuntrede han til udholdenhed og forsikrede dem om, at de ville vinde sejr; for Guds engle stod på deres side og ville give dem sejren. De mennesker, som han således hjalp, følte sig overbevist om, at her var der én, som de kunne have fuldkommen tillid til. Han ville ikke forråde de hemmeligheder, som de betroede ham.