Efter Stefanus’ død blev disciplene begrænset i deres aktive tjeneste, og mange af de troende som havde boet fysisk i Jerusalem, blev nu trukket tilbage til deres fjernere hjem, på grund af den voldelige forfølgelse imod dem. Men Apostlene turde ikke forlade Jerusalem før Guds Ånd havde vist at det var deres pligt at gøre dette; for Kristus havde påbudt dem at først arbejde i den mark. Selvom præsterne og øversterne forfulgte de nyomvente bitterligt, turde de ikke arrestere apostlen for en tid, skræmt af Stefanus døende vidnesbyrd, og erkende at deres sag med ham havde skadet deres egen sag over for andre folk.