Da den begivenhed, som var ventet 1 1844, ikke indtraf, kom de mennesker, som stadig holdt fast ved adventtroen, ud for svære prøvelser. Den eneste trøst, de havde med hensyn til deres sande stilling, var det lys, som ledte deres tanker hen til den himmelske helligdom. Nogle forkastede den metode, som de havde benyttet til at udregne de profetiske tidsperioder, og sagde, at Helligåndens kraft, som havde ledsaget adventbevægelsen, skyldtes menneskers eller djævelske kræfters indflydelse. En anden kategori hævdede på det bestemteste, at Herren havde ledet dem gennem den erfaring, som de havde haft. Mens disse mennesker ventede og vågede og bad for at lære Guds vilje at kende, blev de klar over, at deres store ypperstepræst havde begyndt en ny tjeneste, og ved at følge ham i tro blev det også givet dem at se afslutningen på menighedens gerning. De fik en klarere forståelse af den første og den anden engels budskab og blev nu sat i stand til at modtage og overbringe verden den tredje engels højtidelige advarsel i Åbenbaringens 14. kapitel.