Golgata afslørede bedrageren Da Frelseren vandrede på jorden, blev den store bedragers karakter afsløret i kampen mellem Kristus og Satan. Den grusomme krig, som Satan førte mod verdens Frelser, måtte nødvendigvis tilintetgøre både himlens engles og hele universets sympati for ham. Hele universets forundring og vrede blev vakt af hans gudsbespottelige krav om, at Kristus skulle tilbede ham, af den frække dristighed, han viste, da han førte ham op på et højt bjerg og til helligdommens tinde, af den ondskab, som han lagde for dagen, da han opfordrede Kristus til at styrte sig ned fra den svimlende højde, og ved den utrættelige nedrighed, hvormed han jog Kristus fra sted til sted og fik præsterne og folket til at vrage hans kærlighed og til sidst råbe: "Korsfæst ham, korsfæst ham!" |