Denne lære gælder for alle tider. Mange mennesker, der elsker ordkløveri, at kritisere, søge noget at betvivle i Guds ord, mener, at de derved giver bevis for tankens uafhængighed og åndelig skarpsindighed. De tror, at de skal bedømme Bibelen, mens de i virkeligheden dømmer sig selv. De tilkendegiver, at de ikke er i stand til at værdsætte sandheder med oprindelse i Himmelen, og som når evigheden. Guds store retfærdighed gør ikke indtryk på dem. De beskæftiger sig med at jage efter ubetydeligheder og afslører herved en snæversindet og materialistisk karakter og et hjerte, der hastigt mister evnen til at værdsætte Gud. Den, hvis hjerte har reageret på den guddommelige berøring, vil søge efter det, som kan forøge hans viden om Gud, og som kan højne og forædle karakteren. Som en blomst, der vender sig mod solen, så de klare stråler kan komme til at fremhæve dens skønne farvenuancer, sådan vil mennesket vende sig mod Retfærdighedens Sol, så Himmelens lys kan komme til at forskønne karakteren med egenskaber fra Kristi karakter.