Efter en sådan henvendelse kunne Kristus ikke mere forholde sig tavs. Der var en tid til at tie og en tid til at tale. Han havde ikke talt, før han blev direkte spurgt. Han vidste, at det ville blive den visse død for ham at svare; men dette spørgsmål blev stillet af folkets højeste, anerkendte myndighed og i den Allerhøjestes navn. Kristus ville ikke undlade at vise respekt for loven. Desuden blev hans eget forhold til Faderen draget i tvivl. Han måtte tydeligt erklære, hvem han var, og hvorfor han var kommet. Jesus havde sagt til sine disciple: „Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.“ Nu gentog han den lære ved sit eget eksempel.