Aldrig havde Kristus i den grad tiltrukket sig mængdens opmærksomhed som nu, hvor han var lagt i graven. Som de havde været vant til, bragte folk deres syge og lidende til tempelgårdene og spurgte: Hvem kan fortælle os om Jesus fra Nazaret? Mange var kommet langvejs fra for at træffe ham, der havde helbredt de syge og oprejst de døde. Fra alle sider hørte man råbet: Hvor er Kristus, den store læge? Ved denne lejlighed blev de, der så ud til at vise tegn på spedalskhed, undersøgt af præsterne. Mange måtte høre deres mænd, hustruer eller børn blive erklæret for spedalske og dømt til at forlade deres trygge hjem og deres venners omsorg for at advare fremmede med klageråbet: „Uren, uren!“ Jesus fra Nazarets barmhjertige hænder, der aldrig nægtede en helbredende berøring med den frastødende spedalske, lå foldet over hans bryst. Læberne, der havde besvaret bønner med de trøstende ord: „Jeg vil, bliv ren!“ var nu tavse. Mange henvendte sig til ypperstepræsterne og rådsherrerne for at finde medfølelse og hjælp, men forgæves. Folk var øjensynligt fast besluttede på atter at ville have den levende Kristus iblandt sig. Indtrængende og vedholdende spurgte de efter ham. De lod sig ikke afvise. Men de blev jaget bort fra tempelgårdene, og der blev stillet soldater på vagt ved portene for at holde de mange mennesker tilbage, der kom med deres syge og døende og forlangte at komme ind.