Jeg knælede ned i båden og begyndte at råbe til Gud om hjælp. Derude på de urolige bølger, hvor vandet skyllede ind over båden, fik jeg et syn og så, at før ville hver eneste dråbe i havet udtørres, end vi ville omkomme, for min virksomhed var kun lige begyndt. Da synet ophørte, var al min frygt forsvundet; vi sang og priste Gud, og vor lille båd var for os et svømmende Bethel. Redaktøren af "Advent Herald" har sagt, at mine syner vitterlig "skyldtes mesmeristiske foreteelser". Men jeg spørger: Hvilken anledning til mesmeristiske foreteelser var der ved en sådan lejlighed? Br. G. havde mere end nok med at manøvrere båden. Han forsøgte at kaste anker, men ankeret slæbte. Vort lille fartøj blev kastet omkring på bølgerne og dreves om af vinden, medens det var så mørkt, at vi ikke kunne se fra den ene ende af båden til den anden. Snart greb ankeret fat, og Br. G. råbte om hjælp. Der var kun to huse på øen, og det viste sig, at vi var kommet i nærheden af det ene, dog ikke det, vi ønskede at besøge. Hele familien var gået til hvile undtagen en lille pige, der heldigvis hørte råbet om hjælp ude på vandet. Hendes fader kom os snart til hjælp i en lille båd. Størstedelen af den nat tilbragte vi i tak og pris til Gud for hans underfulde godhed mod os.