Wiclifs ord gik i opfyldelse. Han levede så længe, at han nåede at give sine landsmænd det kraftigste af alle våben imod romerkirken - Bibelen som er himlens middel til at befri og oplyse folket med evangeliet. Der skulle overvindes mange og store forhindringer, før dette mål var nået. Wiclif var hæmmet af sin skrøbelighed. Han vidste, at han kun kunne arbejde nogle få år endnu. Han var også klar over, at han ville møde megen modstand; men han gik uforfærdet videre i tillid til Guds ords løfter. Ved Guds særlige styrelse blev han bevaret og skikket til sit livs største opgave, mens han endnu var fuldstændig åndsfrisk og sad inde med sin rigeste erfaring. Mens hele kristenheden var i oprør, helligede reformatoren sig sin tildelte opgave i præsteboligen i Lutterworth uden at ænse uvejret, som rasede udenfor. |