Disse ord beskrev nøjagtig JErusalems fordærvede og egenretfærdige indbyggere. Medens de paastod, at de nøje overholdt Guds lov, overtraadte de dog dens grundsætninger. Da hadede Kristus, fordi hans renhed og hellighed aabenbarede deres uretfærdighed, og de anklagede ham, for at være aarsag til al den ulykke, som kom over dem paa grund af deres synder. Omendskjønt de vidste, at han var uden synd, havde de erklæret, at hans død var nødvendig for at frelse folket. "Dersom vi lader ham saaledes blive ved," sagde de jødiske førere, "vil alle tro paa ham, og romerne skal komme og tage baade vort land og folk." (Mich 3:12) Dersom Kristus blev ofret, kunde de atter blive et stærkt og enigt folk. Saaledes sluttede de, og de var enige med ypperstepræsten i hans udtalelse, at det var bedre, at ét menneske døde for folket, end at det ganske folk skulde fordærves.