Da Jesu kald var blevet åbenbaret for ham i templet, undgik han samværet med mængden. Han ønskede at vende tilbage fra Jerusalem i stilhed sammen med dem, der kendte hans livs hemmelighed. Ved påskehøjtiden søgte Gud at kalde sit folk bort fra deres verdslige bekymringer og minde dem om sin underfulde gerning ved at udfri dem fra Ægypten. Han ville, at de i denne handling skulle se et løfte om udfrielse fra synden. Ligesom det slagtede lams blod beskyttede Israels folks hjem, skulle Kristi blod frelse dem. Men de kunne kun blive frelst ved Kristus, hvis de ved troen gjorde hans liv til deres eget. Den symbolske tjeneste gavnede kun, hvis den ledte menighedens tanker til Kristus som deres personlige Frelser. Gud ønskede, at de skulle ledes til under bøn at studere og meditere over Kristi mission. Men når skarerne forlod Jerusalem, optog rejseoplevelserne og det selskabelige samkvem alt for ofte hele deres opmærksomhed, og den højtidelige tjeneste, som de havde været vidne til, blev glemt. Frelseren følte sig ikke tiltrukket af tanken om at være sammen med dem.