Johannes følte ikke, at han var stærk nok til at modstå al den fristelse, som ville møde ham i samfundet. Han frygtede for, at hans karakter ville bøje sig efter de herskende skikke blandt jøderne. I ørkenen kunne han lettere fornægte sig selv og beherske sin appetit, samt klæde sig i overensstemmelse med naturen, og der var intet i ørknen, som kunne drage hans tanker bort fra bøn og hellige betragtninger. Efter at Johannes således havde tillukket enhver adgang, som han kunne, for Satans angreb, kom fristeren alligevel til ham. Men hans livsvaner var så rene og naturlige, at han let mærkede fjendens angreb, og han havde åndsstyrke og fast karakter nok til at modstå ham.