Den uomvendte undskylder sig under den med at sige om dem, der kalder sig kristne: "Jeg er lige så god som de. De er ikke mere selvfornægtende, ædruelige eller forsigtige i deres opførsel, end jeg er. De elsker fornøjelse og nydelse, ligesom jeg gør." Således benytter de andres fejl som undskyldning for deres egen pligtforsømmelse. Men andres synder eller mangler kan ikke undskylde nogen; thi Herren har ikke givet os et vildledende, menneskeligt mønster. Guds pletfrie Søn er vort eksempel, og de, der klager over navnkristnes dårlige vandel, er netop de mennesker, som burde leve et bedre liv og vise et ædlere eksempel. Hvis de har et så højt begreb om, hvordan en kristen bør være, er deres egen synd da ikke så meget større? De ved, hvad der er rigtigt, men undlader at gøre det.