Toget var gået henved tre mil, da farten blev uregelmæssig, og det stødte frem og tilbage og tisidst standsede. Jeg åbnede vinduet og så en vogn stående halvvejs oprejst på den ene ende. Der lød skrig og stønnen, og der var meget forstyrrelse. Lokomotivet var løbet af skinnerne; men vognen, som vi var i, stod på sporet, skilt fra de øvrige vogne foran os omtrent et hundrede fod. Bagagevognen var kun lidt beskadiget, og vor store kuffert, der indeholdt vor bøger, var i god behold. Anden klasses vornen var aldeles ødelagt, og stykkerne var sammen med passagererne kastede på begge sider af sporet. Den vogn, hvori vi først søgte at finde et sæde, var delvis ituslået, og dens ene ende lå kastet op på ruinerne. Koblingen var ikke brukket, men den var som om Engel havde udtaget bolten og skilt vor vogn fra de andre foran den. Fire blev dræbt eller dødelig sårede, og mange blev kvæstede. Vi kunne ikke andet end føle, at Gud havde sendt sin Engel for at beskytte os.