Da protestantismen blev antaget som nationalreligion i England, formindske det forfølgelsen, men standsede den dog ikke aldeles. Omendskjønt man havde forkastet mange stykker af Roms lære, saa beholdt man dog ikke saa faa af dens former. Man forkastede pavens overherredømme, men i stedet for blev kongen ophøjet til kirkens hoved. Man afveg endnu meget i gudstjenesten fra evangeliets renhed og enfoldighed. Omendskjønt de protestantiske regenter sjelden anvendte saadanne forfærdelige grusomheder mod kjættere som Rom, saa erkjendte man dog ikke, at ethvert menneske har ret til at dyrke Gud efter sin egen samvittigheds forskrifter. Men fordrede, at alle skulde antage den lære og iagttage de former i gudsdyrkelsen, som statskirken foreskrev. Dissenterne led mere og mindre forfølgelse i flere hundrede aar.