Da disciplene vendte tilbage fra deres ærinde, blev de overraskede over at finde deres Mester i samtale med kvinden. Han havde ikke fået den forfriskende drik, som han havde bedt om, og han stoppede ikke for at spise den mad, som hans disciple havde bragt med. Da kvinden var gået, bønfaldt disciplene ham om at spise. De så, at han var tavs og opslugt af dyb eftertanke. Hans ansigt strålede af lys, og de var bange for at forstyrre ham i hans samvær med Himmelen. Men de vidste, at han var udmattet og træt, og mente, at det var deres pligt at minde ham om hans legemlige behov. Jesus var klar over deres kærlige interesse, og han sagde: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.“