Kristi modstandere havde ingen argumenter til at imødegå de sandheder, med hvilke han ramte deres samvittighed. De kunne kun citere deres skikke og traditioner, og disse forekom svage og uden substans sammenlignet med de argumenter, som Jesus havde hentet fra Guds ord og naturens uophørlige kredsløb. Hvis de skriftkloge havde følt noget ønske om at tage imod lyset, ville de have været overbevist om, at Jesus talte sandhed. Men de undgik de ting, han påpegede om sabbatten, og søgte at vække vrede mod ham, fordi han hævdede at være ligestillet med Gud. Rådsherrernes raseri var grænseløst. Hvis de ikke havde været bange for folket, ville præsterne og de skriftkloge have dræbt Jesus på stedet. Men folkestemningen var helt på hans side. Mange kendte Jesus som den ven, der havde helbredt deres sygdomme og trøstet dem i deres sorger, og de fandt hans helbredelse af den syge ved Betesda berettiget. Derfor var myndighederne for en tid tvunget til at lægge en dæmper på deres had.