Fordi vi ikke kender det nøjagtige tidspunkt for hans komme, bliver det befalet os at være vågne. „Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!“ De, som holder øje med Herrens komme, tilbringer ikke tiden med inaktiv venten. Forventningen om Kristi komme skal få mennesker til at respektere Herren og hans dom over synden. Den skal få dem til at se, hvor stor en synd det er at afvise hans tilbud om nåde. De, som holder øje med Herrens komme, styrkes ved at bekende sig til sandheden. De forbinder alvorligt arbejde med årvågen vagtsomhed. Fordi de ved, at Herren snart kommer, øges deres iver efter at samarbejde med de guddommelige kræfter i arbejdet for menneskers frelse. Disse er de tro og kloge tjenere, som giver Herrens husstand „mad i rette tid.“ De forkynder den sandhed, der netop nu er brug for. Ligesom Enok, Noa, Abraham og Moses hver især forkyndte den sandhed, der var brug for på deres tid, sådan vil Kristi tjenere give deres generation den særlige advarsel, de behøver. |